在手机上保存，获得更好体验
Det var sent, da jeg kom frem, det er det tit.
Hun var allerede blevet meget fuld.
Kjolens slæb henover gulvet, som et trawl af mareridt,
stinkende og sølet ind i skidt.
Var jeg bare kommet tidligere den aften.
Da hendes øjne endnu overstråled’ alt.
Ku jeg måske ha fået hende til at tage med mig?
Ku jeg måske ha set en udvej hun havde valgt?
Der var, trods alt, engang hun havde mål.
Selvom målet ikke får ting til at ske.
Men måske ku’ vi være kravlet over fronten?
Det gjorde vi ikke; det kan enhver selv se.
Det er en sær og en mærkværdig måde at feste,
fuld og gammel, blottet for alt håb.
I en kjole der har Josefs ambitioner,
med manerer der er så pæne som et råb.
Hun så mig, og trak mig straks væk fra buffeten.
Snøvlende, for at fortælle om sit liv.
For at få mig til at vær’ taknemlig.
Og jeg blev den hun ville have jeg sku’ blive.
Hun sendte mig det smil der engang slog mig,
Helt omkuld, men nu så jeg kun død.
Hun tog min arm, og nejede så høfligt.
“Dans med mig”, sagde hun næsten uden lyd
Det er en sær og en mærkværdig måde at feste,
fuld og gammel, blottet for alt håb.
I en kjole der har Josefs ambitioner,
med manerer der er så pæne som et råb.
