Under Månen Over Tiden

Skyggerne danser

langs øens kyst.

En knægt, alene og ung,

uden omsorg og trøst,

går af Skippervej fra molen og ind.

De siger han ikke kan styre sit sind.

Med tæsk i bagagen, og sin fremtid på spil;

velkommen på øen man kun kommer til.

Uglen på øen

flyver så frit.

Har set hver eneste mand

bære læsset; hvert sit.

Set alumnerne, hørt håbet man gav.

Set læger, set landmænd, set høj og set lav

Set gutter gjort golde, for en fremtid på land

Men er en kastreret mand, stadig en mand?

Livøs gamle ege, en verden for sig selv

Under månen, over tiden

flyver uglen gennem skoven

med sin viden

Langt væk på øer

gemmer man dem,

godt væk. Dem ingen vil se,

eller kalde en ven.

Asocialitet, forhutlet og grim,

de bygger dem mure, kalder det hjem.

De anbragtes skygger, krydser flygtninges spor

som mønstre på øen, hvor uglen den bor

Livøs gamle ege, en verden for sig selv

Under månen, over tiden

flyver uglen gennem skoven

med sin viden